Kaffe gør dig yngre

Svenske forskere har fundet ud af, at foryngelsesprocessen sker ved både en, to og tre kopper kaffe dagligt.

Forskere ved Uppsala Universitet har fundet en metode til at finde din virkelige alder ved hjælp af en blodprøve. Altså om du ældes normalt, eller om du ældes hurtigere eller langsommere end normalt.

“Ved at analysere proteinerne i blodet kan man ikke alene beregne en persons alder, men også personens vægt-, højde- og hofteomkreds”, siger forsker Stefan Enroth til svenske Aftonbladet. Han er manden bag opdagelsen.

Forskerne har også set på hvilke faktorer, der fremmer aldring, og de faktorer der forsinker den.

Rygning, fedme og indtag af sodavand vil fremskynde kroppens aldring med mellem to og seks år.

Kaffe og olieholdig fisk gør på den anden side dig en og en halv til fem og et halvt år yngre, biologisk set vel at mærke.

Enroth påpeger, at det ikke nødvendigvis er disse fødevarer, der alene ændrer ældningen. Han siger, at folk, der drikker meget sodavand, ofte også spiser mange andre usunde ting, og at folk, der spiser meget fisk ofte, også spiser mange andre sunde ting.